Opfindelse overvåger web-adfærd uden cookies

Artiklen blev oprindeligt publiceret den 14/5/2002

Dr. Lykourgos Petropoulakis fra University of Strathclyde har fået et ukendt beløb fra Scottish Enterprise. Pengene skal bruges til at udvikle en web-overvågningsteknologi.

Kernen i hans opfindelse er begrebet "indlejrede sensorer". De er et alternativ til cookies. Cookies er tekstfiler, der placeres på brugernes computere, og som bruges til at genkende en bruger med, når han besøger et websted gentagne gange. De har den svaghed, at brugeren kan ændre på dem eller helt slå dem fra.

Det problem skulle de indlejrede sensorer løse. Hvordan de genkender den enkelte bruger, vil Lykourgos Petropoulakis foreløbig ikke sige noget om. En artikel fra bladet Business AM antyder, at der skal installeres et spionprogram på brugerens pc.

- Dette er en del af myndigheders velkendte praksis med at støtte udvikling af spionteknologi eller, mere generelt, teknologi der letter lovhåndhævelsen og sikringen af den nationale sikkerhed, udtaler jurist Lee Tien fra organisationen Electronic Frontier Foundation til nyhedstjenesten Cnet.

Links