Bærbare pc'er udgør en øget risiko

Artiklen blev oprindeligt publiceret den 3/11/2004

Når en bærbar pc vender tilbage til firmaets netværk, efter at den har været med på rejse, kan den udgøre en sikkerhedsrisiko. Alligevel har de fleste firmaer ingen retningslinjer for brugen af bærbare pc'er.

Firmaet Websense har foretaget en rundspørge blandt ansatte i 500 europæiske firmaer om deres brug af bærbare. Den viser, at de ansatte ofte behandler den bærbare computer som deres personlige ejendom. De benytter den til at downloade musik og video, besøge pornografiske websteder og foretage indkøb online. Dermed er der en øget risiko for, at pc'erne bliver smittet med orme eller virus.

Ifølge firmaet er problemet med hjemvendte bærbare for mange virksomheder den største sikkerhedsudfordring. Alligevel har 70 procent af virksomhederne ingen nedskrevne retningslinjer for, hvordan de ansatte må anvende de bærbare, de låner. Kun en fjerdedel af firmaerne anvender tekniske restriktioner såsom antivirusprogrammer og firewalls, skriver det amerikanske blad Computerworld.

Links