Flere angreb mod infrastrukturfirmaer

Artiklen blev oprindeligt publiceret den 3/11/2004

Antallet af angreb mod firmaer, der leverer samfundets livsvigtige infrastrukturer, steg 55 procent fra juli til august, rapporterer IBM. Det skyldes især forsøg på at angribe webserverprogrammer.

Tallet fremgår af IBM Global Business Security Index, som firmaet for nylig begyndte at offentliggøre. Det bygger på oplysninger fra IBM's kunder inden for it-sikkerhed. Ifølge indekset steg antallet af angreb generelt 27 procent fra juli til august, men altså 55 procent, når det gælder firmaer som teleselskaber, el-, vand- og gasforsyning, transport og offentlige myndigheder.

En del af stigningen kom fra orme, men den største stigning skyldtes forsøg på at finde sårbare webservere. Ifølge IBM vil det ofte være et tegn på, at der senere vil komme et angreb mod de sårbare servere, som hackerne har fundet frem til.

Links