Ni års fængsel for at udsende spam

Artiklen blev oprindeligt publiceret den 4/11/2004

En amerikansk jury anbefaler, at en spam-udsender idømmes ni års fængsel. Hans søster, der er medskyldig, skal betale 7.500 dollars i bøde.

Den endelige dom falder først til februar, hvor dommeren kan vælge at følge juryens anbefaling eller mildne dommen.

Retssagen blev anlagt på foranledning af internetudbyderen America Online, hvis brugere modtog millioner af spam-mails fra de to søskende. Brevene markedsførte en tjeneste til brug ved hjemmearbejde - det kostede 39,95 dollars at købe adgang til tjenesten. På en enkelt måned modtog den anklagede mand 10.000 betalinger for sin tjeneste, der af anklageren betegnes som svindel.

Søskendeparret bor i staten North Carolina, men sagen blev ført i Virginia, hvor America Online holder til. De blev dømt ud fra en lokal delstatslov, der forbyder udsendelse af spam.

En tredje anklaget i sagen blev frikendt.

Links