Trojansk hest stjæler penge fra E-gold-konti

Artiklen blev oprindeligt publiceret den 8/11/2004

En trojansk hest benytter en ny metode til at stjæle elektroniske penge. Den angriber brugere af betalingstjenesten E-gold.

Hvis den trojanske hest bliver installeret på en computer, overvåger den web-aktiviteten. Når brugeren logger på sin E-gold-konto, åbner den et skjult vindue i baggrunden, der ligeledes logger på. Derefter overfører den en fast procentdel af kontoen til en anden konto, som ejes af den trojanske hests ophavsmand.

Derved adskiller den sig fra andre svindelprogrammer, der forsøger at opsnappe brugernavne og adgangskoder ved at aflytte tastaturtryk. Disse oplysninger sendes så til bagmanden, der herefter skal udnytte dem. Med Getegold.A, som antivirusfirmaet Trend Micro kalder den trojanske hest, overføres pengene, uden at bagmanden skal foretage sig noget.

Trend Micro har kun hørt om få infektioner og regner ikke med, at den trojanske hest vil blive særlig udbredt.

Links