14 procent flere it-sikkerhedsfolk hvert år

Artiklen blev oprindeligt publiceret den 10/11/2004

Frem til 2008 vil der hvert år blive oprettet 13,7 procent flere stillinger inden for it-sikkerhed. På it-området som helhed er væksten mellem fem og syv procent.

Det fremgår af en international undersøgelse, som analysefirmaet IDC har foretaget på vegne af organisationen International Information Systems Security Certification Consortium. Undersøgelsen forudsiger, at der i 2008 på verdensplan vil være 2,1 million it-sikkerhedsfolk. I dag er der 1,3 millioner. Ifølge nyhedstjenesten The Register vil godt 680.000 af de 2,1 million arbejde i Europa.

Den største vækst vil komme i Asien og Stillehavsregionen, hvor den årlige vækst vil være 18,3 procent. Det skyldes, at disse lande er bagud i forhold til USA, hvor væksten bliver mindre, oplyser rapportens forfatter, Allan Carey fra IDC, til bladet Infoworld.

Undersøgelsen bygger på besvarelser fra 5.371 it-sikkerhedsfolk i 80 lande. Den viser, at næsten halvdelen af dem arbejder i meget store virksomheder med en årsomsætning på over 6 milliarder kroner. De har i gennemsnit 13 års erfaring inden for it og syv år inden for it-sikkerhed.

Når virksomheder ansætter nye it-sikkerhedsfolk, ser de især på dokumenteret viden i form af de certificeringer, ansøgeren har taget. Men der er stigende interesse for ansøgere, der også forstår sig på den forretningsmæssige side af tingene, og ikke kun på teknikken, oplyser Allan Carey.

Links