Pc-søgesystemer kan give sikkerhedsproblemer

Artiklen blev oprindeligt publiceret den 18/11/2004

De nye søgemaskiner, der giver mulighed for at søge efter information på brugerens egen pc, kan medføre sikkerhedsproblemer, hvis flere brugere deles om en pc.

Google Desktop Search er det seneste eksempel på denne type program. De registrerer løbende, hvad brugeren foretager sig, så man senere kan søge efter websider, man har besøgt, eller dokumenter, man har arbejdet med. Men flere sikkerhedsfolk advarer om, at det kan medføre sikkerhedsproblemer.

Hvis flere brugere deles om en pc, kan de søge i hinandens data. Det gælder også websider, der er beskyttet med SSL-kryptering. Så en søgning kan bringe sider frem fra en anden brugers webmail eller netbank.

Ifølge det amerikanske blad Computerworld har Google ikke nogen egentlig løsning på problemet. Firmaet anbefaler, at brugerne manuelt slår søgesystemets indeksering fra, før de bevæger sig ind på fortrolige websider.

Flere firmaer laver fjernopkoblingssystemer, der bygger på SSL-forbindelser. Firmaet Whale har nu udvidet sit system med en funktion, der undersøger, om Google Desktop Search eller lignende programmer kører på pc'en.

Links