Flere initiativer skal standse spam i Danmark

Artiklen blev oprindeligt publiceret den 2/12/2004

Den samlede danske strategi mod spam består af en række initiativer. Blandt andet skal internetudbyderne filtrere spam centralt.

På en konference i går fremlagde Videnskabsministeriet en samlet dansk strategi mod spam. En undersøgelse, som firmaet Zapera har udarbejdet for ministeriet, viser, at 84 procent af internetbrugerne i Danmark opfatter spam som et problem. I gennemsnit modtager danskerne ti spam-mails om dagen.

Indsatsen mod spam skal finde sted på flere fronter:
  • Forbrugerombudsmanden skal øge indsatsen. Det gælder både det internationale samarbejde og samarbejdet med politiet.
  • Internetudbyderne skal indføre filtrering af spam. Desuden skal de undersøge andre tekniske muligheder, for eksempel spærring af port 25 (bortset fra bestemte servere) eller blokering af åbne mail-relæer og proxyer.
  • Danmark skal deltage i det internationale arbejde med at udvikle netværksprotokoller, så de bedre kan beskytte mod spam.
Endvidere skal oplysningsindsatsen styrkes. Således skal leverandører af software og udstyr samle en liste over værktøjer, der kan bruges mod spam. Der er allerede udsendt ti gode råd om spam via web-portalen It-borger.dk.

Links