Af Torben B. Sørensen, 11/10/16
Artiklen blev oprindeligt publiceret den 8/12/2004
Microsoft har udsendt en betaversion af Service Pack 1 til Windows Server 2003. Den indeholder flere sikkerhedsmæssige forbedringer.Versionen, der er en såkaldt Release Candidate 1, giver mulighed for at kigge nærmere på Service Pack 1. Microsoft fraråder at installere den på servere, der kører i produktion, da der ikke er tale om et færdigt produkt.
Blandt nyhederne er Windows Firewall, der nu som standard er slået til. Post-Setup Security Updates forhindrer serveren i at blive ramt af en orm i perioden, fra den bliver sat på internettet, til den har hentet de seneste opdateringer fra Windows Update.
En anden nyhed er Security Configuration Wizard, der stiller en række spørgsmål om, hvordan serveren skal bruges. Ud fra svarene konfigurerer den computeren, så ingen overflødige tjenester bliver aktiveret.
Endvidere understøtter Service Pack 1 chips, der har en "no execute-funktion". Den gør det muligt at markere områder af arbejdslageret som dataområder, hvorfra det ikke er tilladt at køre instruktioner. Teknologien ventes at kunne mindske antallet af bufferoverløb.
Service Pack 1 ventes færdig inden sommeren 2005.