Web-graffiti-angreb stagnerede i 2004

Artiklen blev oprindeligt publiceret den 31/12/2004

Antallet af web-graffiti-angreb mod danske domæner var i 2004 på samme niveau som året før. I december var der dobbelt så mange angreb som i november.

Ifølge webstedet Zone-H blev der i 2004 registreret 2.521 tilfælde, hvor websteder i dk-domænet blev udsat for web-graffiti. Året før var tallet 2.446. Web-graffiti går ud på, at en hacker placerer sine egne websider på en webserver i stedet for de oprindelige sider. Formålet er gerne at prale over for andre, der udøver web-graffiti, men budskabet kan også være politisk.

I december måned var der 405 angreb på danske domæner. Det er dobbelt så mange som i november, men stadig under rekorden fra maj måned, hvor 452 blev angrebet.

Hovedparten af december-angrebene var rettet mod servere, der husede flere domæner. På den måde kan hackeren ved at angribe en enkelt server ramme et stort antal websteder. 86 procent af decembers angreb var af denne type.

Links