Netsky.P var den mest aktive mail-orm i 2004

Artiklen blev oprindeligt publiceret den 4/1/2005

Netsky-varianter satte sig på fem af pladserne på topti over de mest udbredte mail-orme i 2004. Sober.i blev nummer to, skønt den kun var aktiv i halvanden måned.

Det fremgår af tal fra det danske firma Comendo, der fjerner mail-orme og virus for godt 4.500 kunder. I 2004 standsede firmaet 53 millioner mails, der var inficeret med mail-orme eller virus.

Den helt store trussel kom fra de mange varianter af Netsky-ormene, som en tysk teenager har tilstået at have skrevet. Hver anden mail-orm tilhørte denne familie.

Skønt ormen Sober.i først dukkede op midt i november, har den været så aktiv, at den har nået en andenplads på toptien for 2004. Comendo forudser, at den vil blive endnu mere aktiv i starten af 2005.

I 2003 kom halvdelen af de inficerede mails fra afsendere i Danmark. I 2004 var det kun en fjerdedel. Til gengæld er andelen fra USA og Kina steget.



Nr.Mail-ormProcentdel
1Netsky.P 19,3
2Sober.i 11,5
3Lovgate.r 9,2
4Netsky.b 6,9
5Netsky.d 4,7
6Sober.g 4,2
7Netsky.z 1,9
8Zafi.b 1,6
9Mydoom.a 1,5
10Netsky.q 1,4

Links