Af Torben B. Sørensen, 11/10/16
Artiklen blev oprindeligt publiceret den 27/5/2002
Datatilsynet mener, at trådløse lokalnet udgør samme trussel mod datasikkerheden som en ekstern kommunikationsforbindelse. Derfor skal det offentlige træffe særlige forholdsregler, før myndighederne sender personfølsomme data over nettene.Det fremgår af en artikel fra tilsynet. Det fremgår ikke, hvad der er årsagen til, at artiklen er udsendt nu. Men de senere måneder har der været en del omtale af dårlig sikring af trådløse lokalnet. Dels kritiseres den indbyggede kryptering i standarden 802.11 for ikke at være god nok, dels anvender mange slet ikke krypteringen.
"Ved anvendelse af trådløse netværk bør der derfor træffes særlige foranstaltninger med henblik på at sikre data på samme niveau som på et lukket kablet netværk. Eksempelvis vil en sådan beskyttelse kunne bestå i at sikre personoplysninger, som transmitteres over trådløse netværk, efter samme retningslinier, som gælder ved transmission over det åbne internet," skriver Datatilsynet.