Telebrugere slipper for regning for trojansk hest

Artiklen blev oprindeligt publiceret den 9/2/2005

Et program af typen trojansk hest har fået flere danskeres pc'er til at foretage dyre opkald til Liechtenstein. Teleankenævnet har afgjort, at de slipper for at betale regningerne, fordi deres teleudbydere ikke havde gjort nok for at informere om risikoen.

Programmet er sandsynligvis blevet downloadet, da ofrene har besøgt nogle tvivlsomme steder på internettet. Den trojanske hest ændrede på indstillingerne for opkald til internettet, så i stedet for at ringe op til den normale internetudbyder ringede pc'en til et dyrt nummer i Liechtenstein.

I december afgjorde Teleankenævnet tre sager af denne type. I alle tre fik klagerne medhold - de skulle altså ikke betale for de opkald, deres pc'er havde foretaget. Det skyldes, at nævnet synes, teleudbyderen burde have informeret bedre om risikoen. For eksempel spærrede TDC i 2002 for opkald til en række lande, hvor denne type svindel ofte drives fra. Men Liechtenstein var ikke med på listen. Der blev først lukket for Liechtenstein i september 2004, mens en af sagerne handler om opkald foretaget i begyndelsen af 2004.

Links