Microsoft kommer med gratis antispyware

Artiklen blev oprindeligt publiceret den 16/2/2005

Det program til bekæmpelse af spyware, som Microsoft overtog med købet af Giant, vil blive gratis for private. Senere i år kommer en ny version af Internet Explorer, der får bedre sikkerhedsfunktioner.

Det fremgik af en tale, som Microsofts stifter Bill Gates holdt på RSA Conference 2005 i går. Antispyware-programmet, som er udsendt i en gratis betaversion, vil fortsat blive gratis for private. Virksomheder vil kunne købe en version, der indeholder funktioner, private ikke har brug for. En ny betaversion af programmet kommer inden sommer.

Til sommer kommer også en betaversion af Internet Explorer 7. Den vil kun kunne bruges på Windows XP med Service Pack 2. Blandt nyhederne bliver øget beskyttelse mod falske websteder, der anvendes til phishing-svindel.

Inden sommer skulle Microsoft Update være klar. Det er et websted, som afløser Windows Update. Hvor Windows Update kun omfatter opdateringer til styresystemet og Internet Explorer, skal Microsoft Update foruden styresystemet omfatte programmerne Office 2003, Exchange Server 2003 og SQL Server.

Links