14-årig lammede Microsofts websted

Artiklen blev oprindeligt publiceret den 16/2/2005

En dag i august 2003 var Microsofts websted nede i fire timer. Det skyldtes et angreb, som en 14-årig havde sat i værk. Vedkommende er nu idømt tre års betinget fængsel samt samfundstjeneste.

Angrebet kom fra angrebsprogrammet Rpcsdbot. Pc'er, der rammes af programmet, bliver del af et såkaldt botnet (netværk af robotter). Herfra kan de fjernstyres til for eksempel at angribe andre computere. Hackeren spredte angrebsprogrammet, der blandt andet udnyttede en sårbarhed i Windows' RPC-DCOM-modul til at komme ind på sine ofres pc'er. Herefter beordrede hackeren de inficerede computere til at angribe Microsofts websted.

Der faldt dom i sagen den 11. februar i år. På grund af hackerens unge alder er der ikke offentliggjort yderligere detaljer om vedkommende - heller ikke om der er tale om en dreng eller pige. Dommen lød på tre års betinget fængsel, psykologbehandling og 300 timers samfundstjeneste.

Oprindeligt troede man, at angrebet skyldtes Blaster-ormen, der dukkede op på samme tid.

Links