Mail-ormen Sober.K spreder sig i Danmark

Artiklen blev oprindeligt publiceret den 22/2/2005

Det seneste medlem af Sober-familien af mail-orme er nu set i Danmark. Foreløbig er udbredelsen dog moderat.

Ligesom tidligere Sober-orme er også Sober.K kendetegnet ved, at teksten i dens mail kan være på engelsk eller tysk. Emnefeltet i mailen kan for eksempel lyde "Vorsicht! Neuer Sober Wurm!" eller "Mail-Scanner: No Virus detected."

Hvis man dobbeltklikker på den vedhæftede fil, der følger med mailen, aktiveres ormen. Den sender så sig selv videre til adresser, den finder på pc'en. Som afsender angiver den en falsk adresse, for eksempel "Hostmaster" eller "police@fbi.gov".

Ifølge statistikken fra firmaet Comendo er Sober.K for tiden nummer tre på listen over de mest aktive mail-orme i Danmark. Men det samlede aktivitetsniveau er fortsat lavt, Comendo finder kun mail-orme i godt to procent af de mails, firmaet tjekker.

Sober.K er også kendt som Sober.M eller Sober.l, alt efter hvilket antivirusprodukt man anvender.

Links