10. marts bliver it-sikkerhedsdag

Artiklen blev oprindeligt publiceret den 28/2/2005

Fra den 10. marts og tre uger frem sætter en række myndigheder og virksomheder it-sikkerheden i fokus. Kampagnen "Netsikker nu" byder på konferencer, brochurer og konkurrencer. De fleste arrangementer foregår den 10. marts, men nogle løber over flere dage og uger.

På rådhuspladsen i København kan man gå en tur inde i en computer og få svar på spørgsmål om it-sikkerhed. I København og Århus bliver der afholdt minikonferencer, hvor krypteringseksperten Peter Landrock er blandt deltagerne.

På en række tekniske skoler landet over uddeles information om it-sikkerhed til eleverne. Folkeskoleelever i 4.-7. klasse får tilbudt et undervisningsforløb om emnet.

Blandt arrangørerne af Netsikker nu-kampagnen er Videnskabsministeriet, Rådet for it-sikkerhed, Microsoft, KMD og UNI-C. Kampagnen har mottoet "Tjek, beskyt og bevar".

Links