Asien går ind i samarbejde mod spam

Artiklen blev oprindeligt publiceret den 28/2/2005

13 asiatiske lande vil sammen med EU bekæmpe spam både lokalt og internationalt. Spam er uopfordrede reklamer, der ankommer som e-mail.

Enigheden er resultatet af en konference om e-handel, som fandt sted i sidste uge i London. Konferencen blev holdt af organisationen ASEM (Asia-Europe Meeting), der foruden EU-landene består af Brunei, Burma, Cambodia, Indonesien, Japan, Kina, Korea, Laos, Malaysia, Filippinerne, Singapore, Thailand og Vietnam.

Landene forpligter sig til at indføre lovgivning mod spam og sørge for, at den også bliver håndhævet. De skal også arbejde for, at de involverede brancher fører selvjustits, og at der indføres tekniske løsninger.

Ifølge nyhedstjenesten The Register stammer hver femte spam-mail fra Kina eller Korea, så en forstærket indsats i disse lande kan få betydning for den samlede mængde af spam.

Links