Microsoft sagsøger 117 phishing-svindlere

Artiklen blev oprindeligt publiceret den 4/4/2005

Microsoft forsøger nu at trække bagmændene bag 117 tilfælde af phishing-svindel i retten. Svindlerne har misbrugt Microsofts varemærker til at lokke kreditkortnumre fra deres ofre.

Retssagerne anlægges som civilt søgsmål, hvor Microsoft anklager bagmændene for at have misbrugt varemærkebeskyttede navne som MSN og Hotmail.

Phishing-svindlere udsender store mængder af mail til deres ofre. I mailene beder de modtageren gå ind på en webside og bekræfte sin kundeinformation. Mailen kan for eksempel give sig ud for at komme fra Hotmail eller et kreditkortselskab. Besøger man web-adressen i mailen, kommer man til et websted, der ser officielt ud, men som er et falsum. Svindelformen kaldes phishing, fordi formålet er at fiske fortrolig information fra ofrene.

Gennem retssagerne vil Microsoft prøve både at få fat i afsenderne og i de tjenester, de benytter til at udsende mails og drive de falske websteder.

Ifølge Computerworld US har Microsoft siden januar 2004 fået lukket over 1.700 phishing-websteder.

Links