It-kriminalitet koster England 26 milliarder kroner

Artiklen blev oprindeligt publiceret den 6/4/2005

Engelske virksomheder tabte sidste år over 26 milliarder kroner som følge af it-kriminalitet. Virus og orme stod for næsten en tredjedel af tabet.

Det fremgår af en undersøgelse fra Storbritanniens særlige politienhed for it-kriminalitet, National Hi-tech Crime Unit. Undersøgelsen bygger på interviews med 200 virksomheder. 89 procent af deltagerne havde oplevet mindst et tilfælde af it-kriminalitet i 2004. Året før var tallet 83 procent.

Virus, mail-orme og orme tegnede sig for 30 procent af den samlede udgift på 26,6 milliarder kroner. Det skyldes den store mængde af angreb. Hvert enkelt angreb var derimod ikke så dyrt som dem, der handlede om finansiel svindel.

Ude-af-drift-angreb udgjorde 23 procent af den samlede udgift. Men der var langt færre af dem end af virusangreb.

Undersøgelsen viser også, at de større virksomheder er bedre rustet til at modstå it-kriminalitet end de små og mellemstore firmaer. Men de store er også mere udsatte for angreb.

Links