Ekspert nedtoner trussel fra mobilvirus

Artiklen blev oprindeligt publiceret den 6/5/2005

Virus på mobiltelefoner findes, men har næsten ingen udbredelse, siger et firma, der yder support til mobiltelefonbrugere.

Nyhedstjenesten Cnet har talt med Doug Overton fra WDSGlobal, der yder support på datatjenester til en række mobiltelefonproducenter. Han oplyser, at i sidste kvartal behandlede firmaet 275.000 henvendelser. Heraf handlede ti om spørgsmål i forbindelse med virus på mobiltelefoner.

"Der findes kun godt 14 forskellige virus, og de fleste er forholdsvis godartede," siger han til nyhedstjenesten.

Tv-stationen BBC ville gerne filme, hvordan det ser ud, når en virus inficerer en mobiltelefon. Det tog WDSGlobal tre dage bare at finde frem til en virus på internettet, som de kunne downloade og demonstrere.

Doug Overton erkender, at nogle viruslignende programmer kan ødelægge opsætningen af en mobiltelefon. Men de rammer kun de mest avancerede styresystemer, og dermed er det kun godt fire procent af mobiltelefonbrugerne, der er i risikogruppen.

Links