Virusramte pc'er udsender højreorienterede mails

Artiklen blev oprindeligt publiceret den 17/5/2005

Pc'er, der er inficeret med mail-ormen Sober.P, udsender massemails med links til højreorienteret propaganda.

De mails, ormen udsender, har tekst på engelsk eller tysk. Teksterne handler typisk om udlændingepolitik og indeholder links til websteder med stærkt højreorienteret indhold.

En opgraderet udgave af Sober.P-ormen, der har fået navnet Sober.Q, står bag masseudsendelserne. Sober.P, der var årets hidtil mest aktive mail-orm, spredte sig i mails, der blandt andet angav at indeholde information om billetter til et fodboldmesterskab.

Den 10. maj var ormen programmeret til at holde op med at udsende sig selv via mails. I stedet besøgte den en række websteder, hvor den hentede en opgradering.

Sober.Q-opgraderingen blev aktiv i pinseweekenden. Den bevirker, at ormen nu udsender de politiske propagandamails. Disse mails indeholder til gengæld ikke en kopi af ormen, så Sober.Q spreder sig altså ikke. Den findes kun på pc'er, der i forvejen er inficeret med Sober.P.

Noget lignende skete i juni 2004, da pc'er inficeret med en tidligere Sober-variant hentede opgraderingen Sober.H. Den udsendte også politiske budskaber. Heller ikke Sober.H forsøgte at sprede sig selv.

Links