172.000 nye botnet-ofre om dagen

Artiklen blev oprindeligt publiceret den 31/5/2005

Hver dag i maj blev i gennemsnit 172.000 pc'er på verdensplan fjernstyret af hackere, der brugte dem til at udsende spam.

Det fremgår af en statistik fra firmaet Ciphertrust, der leverer udstyr til sikring af mail-systemer. Firmaet frafiltrerer spam (uønskede reklamer via e-mail) og registrerer de IP-adresser, som udsender spam.

Afsenderne af spam bruger ikke deres egne IP-adresser, når de skal udsende spam. I stedet udnytter de pc'er, som hackere kan fjernstyre. Disse pc'er er som regel del af såkaldte botnet (netværk af robotter), der fjernstyres via chatkanaler i IRC (Internet Relay Chat). Disse botnet-ofre kaldes også for zombier, da de er viljeløse ofre for dem, der styrer dem.

Ciphertrust offentliggør nu en daglig statistik, Zombiemeter, der viser udviklingen i antallet af botnet-ofre.

De fleste nye botnet-pc'er kommer fra USA og Kina, der til sammen tegner sig for 35 procent af alle ofrene. EU-landene står for godt en fjerdedel.

Links