Af Torben B. Sørensen, 11/10/16
Artiklen blev oprindeligt publiceret den 30/5/2002
Et nyt EU-direktiv betyder, at alle medlemslandene indfører lovgivning, der forbyder uopfordret udsendelse af reklamer via e-post (spam).Dermed kommer de øvrige EU-lande til at følge samme retningslinier som Danmark: Virksomheder må gerne udsende reklamer via e-post, men det forudsætter, at modtageren på forhånd har sagt god for det.
- Vi er begejstrede for resultatet. Det kan betyde, at andre lande følger efter med lignende lovgivning, siger formand George W. Mills fra EuroCAUCE (The European Coalition Against Unsolicited Commercial Email).
Der er grundlæggende to tilgangsvinkler til spam: Man kan kræve, at modtageren selv har sagt ja til at modtage reklamer (opt-in), eller man kan kræve, at en afsender skal holde op med at udsende spam, efter at modtageren har sagt nej tak (opt-out).
- Opt-in er den eneste realistiske model. Ingen har tid til at skrive nej tak til de utallige spam-beskeder, de modtager, mener George Mills.
Han mener, at også USA på et tidspunkt vil blive nødt til at indføre regler baseret på opt-in. Men han tør ikke spå om, hvornår det vil ske. Til gengæld venter han, at også lande uden for EU vil følge direktivet. Det gælder både EFTA-lande og dem, der er kandidater til et EU-medlemskab.
Direktivet medfører også, at det fortsat er lovligt at bruge cookies til at registrere brugen af web-steder. Men det kræver, at web-stederne orienterer brugerne om, hvad de bruger cookies til.