Flere sårbarheder i sikkerhedssoftware

Artiklen blev oprindeligt publiceret den 23/6/2005

Der bliver fundet stadig flere sårbarheder i sikkerhedssoftware. Hvis udviklingen fortsætter, bliver der fundet 50 procent flere i år end sidste år.

Det fremgår af en undersøgelse fra analysefirmaet Yankee Group. Den viser, at der var en større vækst i antallet af nyfundne sårbarheder i sikkerhedssystemer end i for eksempel Microsoft-produkter. I de 15 måneder fra starten af 2004 til marts 2005 blev der fundet 77 sårbarheder i sikkerhedssystemer.

"Sikkerhedsforskere er i stigende grad mindre interesserede i at finde huller i pc-operativsystemer. Det er mere spændende og indbringende at finde sårbarheder i de produkter, der har til formål at beskytte mod angrebene," siger senioranalytiker Andrew Jaquith fra Yankee Group i en pressemeddelelse om undersøgelsen.

Til gengæld kommer der færre angrebsprogrammer, der rent faktisk udnytter sårbarheder i sikkerhedsprogrammer. Kun en enkelt har været bredt udbredt. Det var ormen Witty, der angreb en sårbarhed i firewallprodukter fra Internet Security Systems.

Links