Organisation definerer spyware

Artiklen blev oprindeligt publiceret den 29/7/2005

En organisation, der bekæmper spyware, har udsendt sit bud på en definition af problemet til offentlig høring.

Spyware betyder egentlig software, der udspionerer brugeren. Men ordet anvendes ofte mere bredt til at beskrive programmer, der ændrer på computerens opsætning, uden at brugeren har bedt om det. De kan for eksempel vise uønskede reklamer ved at ændre start- og søgesiderne i browseren.

Anti-Spyware Coalition er dannet for at bekæmpe spyware. Som et første skridt forsøger organisationen nu at nå frem til en definition af problemet, som der kan opnås bred enighed om. Første udkast definerer spyware som software, der forhindrer at brugeren kan kontrollere tre områder:
  • Ændringer af computerens opsætning, der har betydning for brugsoplevelsen, fortroligheden eller sikkerheden.
  • Brug af computerens ressourcer, for eksempel ved at køre programmer på den.
  • Indsamling, brug og videreformidling af fortrolige eller personlige oplysninger.
Udkastet kan hentes på koalitionens websted.

Links