Af Torben B. Sørensen, 11/10/16
Artiklen blev oprindeligt publiceret den 3/6/2002
En rundspørge viser, at over en tredjedel af amerikanske brugere af internet har downloadet software uden at betale for det. Softwareudgivernes interesseorganisation mener, der er brug for mere oplysning om piratkopiering.Rundspørgen, der er bestilt af softwareudgivernes interesseorganisation Business Software Alliance (BSA), viser også, at en fjerdedel af dem, der downloader software, siger, at de aldrig betaler for det. Man har spurgt 1.026 brugere.
Men samtidig er 95 procent af de adspurgte enige i, at producenter af software fortjener at blive betalt for deres anstrengelser. Dog mener 26 procent, at it-branchen tjener så mange penge, at det ikke gør nogen forskel, om nogle få bruger piratkopier.
På baggrund af undersøgelsen mener BSA, at der er brug for oplysningskampagner om piratkopiering. Organisationen går også ind for øget håndhævelse af ophavsretslovgivningen.