Af Torben B. Sørensen, 11/10/16
Artiklen blev oprindeligt publiceret den 26/8/2005
Ciscos teknologi med en digital dørmand, der kontrollerer adgangen til netværk, kan fremover samarbejde med Intels styringsteknologi, AMT.Det er resultatet af, at de to firmaer har indgået et samarbejde. Det betyder, at Ciscos NAC-teknologi (Network Admission Control) bliver integreret med Intels AMT (Active Management Technology). NAC kontrollerer alle forsøg på at få adgang til et netværk. For eksempel kan NAC-systemet kræve, at en bærbar pc er udstyret med et opdateret antivirusprogram og de seneste sikkerhedsrettelser til Windows, før den får adgang til netværket.
AMT er en chipsætteknologi, der giver mulighed for over et netværk at hente informationer om en pc's opsætning. AMT gemmer opsætningsoplysningerne i en hukommelseschip, som er tilgængelig uden om styresystemet. Så selvom pc'en ikke er tændt, men kun står standby, kan man hente oplysningerne.
De to teknologier kommer til at samarbejde fra fjerde kvartal i år.