Af Torben B. Sørensen, 11/10/16
Artiklen blev oprindeligt publiceret den 30/8/2005
En tyrkisk og en marokkansk mand er arresteret i deres hjemlande under mistanke for at have skrevet ormene Zotob og Mytob. Tyrkiet har yderligere 16 under mistanke.FBI oplyser, at de to er arresteret i forbindelse med de to orme samt ormen Rbot. Det amerikanske forbundspoliti har undersøgt sagen siden marts, da Mytob-ormen var meget aktiv. Men efter Zotob-ormen kom frem, fik politiet nye spor at gå efter, og de første til anholdelserne i Tyrkiet og Marokko. Zotob udnyttede en ny sårbarhed i Windows' plug-and-play-funktion til at sprede sig.
Det amerikanske forbundspoliti mener, at den marokkanske mand skrev ormene på bestilling fra den tyrkiske mand. Antivirusfirmaet F-Secure mener, at manden bag Zotob også har skrevet nogle af Mytob-varianterne, men ikke dem alle der er over 200 forskellige.
De to anholdte vil blive retsforfulgt i deres hjemlande. USA har ingen planer om at kræve dem udleveret til retsforfølgelse, blandt andet fordi USA ikke har nogen udleveringsaftale med Marokko.
Det tyrkiske politi oplyser til FBI, at de har identificeret yderligere 16 mennesker, som mistænkes for at have været involveret i at skrive Zotob.