England blåstempler sikkerhedsprodukter

Artiklen blev oprindeligt publiceret den 11/9/2005

Offentlige myndigheder i Storbritannien er begyndt at certificere it-sikkerhedsprodukter. Certificeringen garanterer, at produkterne overholder en række krav.

Det nye blå stempel har fået navnet CSIA Claims Tested Mark. CSIA (Central Sponsor for Information Assurance) er et kontor, der samarbejder med offentlige myndigheder og private organisationer for at øge it-sikkerheden.

Når et produkt certificeres med CSIA Claims Tested, svarer det til, at det overholder Evaluation Assurance Level 1 under standarden Common Criteria. Det vil sige, at en uafhængig testenhed har kontrolleret, at produktet opfører sig sådan, som producenten siger, at det skal.

Certificeringen er udarbejdet til brug for offentlige myndigheder i Storbritannien, men virksomheder kan også anvende den til at kontrollere, om de køber produkter, der overholder det offentliges minimumskrav.

Foreløbig er tre produkter certificeret under ordningen.

Links