Sony BMG giver musik-cd'er i erstatning

Artiklen blev oprindeligt publiceret den 5/1/2006

Hvis et forlig bliver godkendt, vil pladeselskabet Sony BMG i USA give cd'er, penge og download af musik i erstatning til dem, der har købt en cd med et rootkit på.

Sagen handler om software til beskyttelse mod piratkopiering, som pladeselskabet har anvendt på en række cd'er. Softwaren skjuler sig på den pc, den installeres på, hvorved den kan udgøre en sikkerhedsrisiko. Det førte til voldsom kritik, da det blev opdaget i efteråret. Metoden, som blev brugt til at skjule programmet med, blev sammenlignet med de såkaldte rootkits, som hackere anvender.

Sony BMG har nu indgået et forlig i en erstatningssag, som flere forbrugere har rejst i USA. Hvis forliget godkendes af en domstol i New York, vil køberen af en berørt cd som erstatning modtage en ny cd uden softwaren, 7,50 dollars og adgang til at downloade en cd over nettet. Firmaet lover samtidig at undgå at bruge lignende metoder i fremtiden.

Cd'erne er udelukkende blevet solgt i amerikanske butikker. Derfor kan danske forbrugere kun være blevet ramt, hvis de har importeret cd'er direkte fra USA. Cd'er solgt i Danmark har ikke været udstyret med softwaren, oplyser Sony BMG Danmark.

Links