Sober-orm narrer børnepornobruger til anmeldelse

Artiklen blev oprindeligt publiceret den 5/1/2006

En tysk mand blev så bange, da han modtog en mail udsendt af ormen Sober, at han meldte sig selv til politiet for besiddelse af børneporno.

Ormen udsender mails på engelsk og tysk. Nogle af disse mails angiver at komme fra politiet, der oplyser, at de har indledt en undersøgelse af modtageren. Formålet med beskeden er at få modtageren til at dobbeltklikke på en vedhæftet fil, der angiveligt skulle indeholde yderligere oplysninger. Den indeholder i virkeligheden ormen, der derved installerer og spreder sig.

Men en tyveårig mand fra Paderborn troede på, at mailen kom fra politiet, da han modtog den i starten af december. Han meldte derfor sig selv til politiet, som fandt flere børnepornografiske billeder på hans pc. De fandt også ud af, at han havde sendt børneporno som e-mail.

Det tyske politi betegner manden som en mindre fisk inden for børneporno. Der er indledt en straffesag mod ham.

Links