Kina kæmper for standard for trådløs sikkerhed

Artiklen blev oprindeligt publiceret den 31/5/2006

Kina forsøger at forhindre, at den internationale standardiseringsorganisation (ISO) vælger IEEE's bud på standard for sikkerhed i trådløse net.

Ved en afstemning i marts valgte ISO at gøre specifikationen 802.11i fra IEEE (Institute of Electrical and Electronics Engineers) til officiel standard. Dermed blev det kinesiske forslag, WAPI (WLAN Authentication and Privacy Infrastructure) nedstemt. Denne beslutning skal bekræftes på et møde i juni. Kineserne mener, at afstemningen var uretfærdig.

"IEEE har foretaget uetiske og uretfærdige handlinger og forsøgt at ødelægge WAPI med alle midler," citerer bladet Infoworld organisationen China Broadband Wireless IP Standards Working Group (BWIPS) for.

ISO afviste blandt andet WAPI, fordi specifikationen ikke er bagudkompatibel med eksisterende standarder for trådløs sikkerhed. Endvidere var det heller ikke lykkedes at fremskaffe et eksempel på et kørende system, der anvendte teknologien.

Links