Af Torben B. Sørensen, 11/10/16
Artiklen blev oprindeligt publiceret den 17/6/2002
Der cirkulerer for øjeblikket e-mails, som protesterer imod et web-sted med bonsai-killinger. Web-stedet er imidlertid lavet som en spøg.Flere danskere har modtaget e-mails, der opfordrer til at protestere mod web-stedet. På web-stedet kan man se, hvordan killinger kan opbevares i små glaskrukker med en metode, der minder om den, man bruger til bonsai-træer. Men web-stedet er et falsum. Det blev lavet som en spøg af studerende på Massachusetts Institute of Technology (MIT) for nogle år siden.
Sagen har ifølge Urban Legend Zeitgeist været undersøgt af både Humane Society of the United States (en organisation mod dyremishandling) og forbundspolitiet FBI. Der er ikke rejst tiltale for dyremishandling mod nogen af bagmændene.
En e-mail, der opfordrer til protest mod web-stedet, har cirkuleret siden maj sidste år. De web-steder, der har skrevet om sagen, anbefaler, at man ignorerer henvendelsen.