Flertal kan ikke sikre fortrolige data

Artiklen blev oprindeligt publiceret den 30/8/2006

Næsten to ud af tre virksomheder mener ikke, de er i stand til at forhindre, at fortrolige data kommer i de forkerte hænder. Over en tredjedel er ikke sikre på, at de vil opdage det, hvis det sker.

Oplysningerne stammer fra rapporten "National Survey on the Detection and Prevention of Data Breaches", som Ponemon Institute har udført på vegne af PortAuthority Technologies.

Rapporten bygger på besvarelser fra 853 it-folk i amerikanske virksomheder. Den undersøger deres holdning til tab af fortrolige data. Det kan for eksempel ske ved, at en bærbar pc bliver stjålet, eller at et bånd med sikkerhedskopier forsvinder under transport.

63 procent af deltagerne mente ikke, at de var i stand til at forhindre, at fortrolige data på den måde kom i de forkerte hænder. 41 procent mente, at deres firma ikke kunne udføre deres it-sikkerhedspolitik i praksis på grund af for få ressourcer fra ledelsen.

59 procent mente til gengæld, at de var i stand til at opdage det, hvis fortrolige data gik tabt.

Over to tredjedele af deltagerne benytter forskellige teknologier til at beskytte fortrolige data med. Det handler primært om teknologier, der begrænser og kontrollerer adgangen til dataene.

Links