Websteder med phishing sætter rekord

Artiklen blev oprindeligt publiceret den 13/9/2006

Der blev i juli måned registreret flere websteder, der blev brugt til phishing-svindel, end på noget tidligere tidspunkt.

Anti-Phishing Working Group (APWG) registrerede 14.191 websteder, der blev brugt til phishing i juli. Det er typisk websteder, der giver sig ud for at tilhøre en bank eller en virksomhed, folk har tillid til. På den måde kan bagmændene lokke brugernavne og adgangskoder fra ofrene, hvis de får dem til at indtaste dem på den falske webside.

Svindlerne gav sig ud for at tilhøre virksomheder med 154 forskellige varemærker, hvilket også er rekord. Til gengæld faldt mængden af forsøg på phishing lidt, APWG talte 23.670 forsøg mod 28.571 i juni. Som regel udgøres et forsøg på phishing af e-mails, der lokker modtageren til at besøge et forfalsket websted.

Links