Sikkerhed flytter uden for styresystemet

Artiklen blev oprindeligt publiceret den 3/10/2006

Intel og Symantec planlægger et sikkerhedssystem, der kører i et virtuelt miljø uden for det operativsystem, som det beskytter.

Systemet, der hedder Symantec Virtual Security Solution, udnytter Intels nye vPro-teknologi. Sikkerhedssystemet kører i en virtuel maskine, som vPro gør mulig. Den befinder sig uden for det styresystem, der er installeret på pc'en. Hvis en virus prøver at slå virusbeskyttelsen fra, vil det således ikke kunne lade sig gøre, da sikkerhedssystemet ikke kører i samme miljø.

Sikkerhedssystemet kan beskytte mod skadelig netværkstrafik. Hvis pc'en bliver inficeret med en orm eller lignende, kan det lukke for netværksadgang, så andre ikke bliver ramt.

Programmet, der bliver blandt de første til at udnytte vPro-teknologien, ventes klar i første halvdel af 2007.

Links