Af Torben B. Sørensen, 11/10/16
Artiklen blev oprindeligt publiceret den 20/6/2002
Når spilcomputerne Playstation 2 og Xbox går på nettet, bliver de et attraktivt mål for hackere.Det mener en sikkerhedsekspert, som det amerikanske websted SecurityFocus har talt med. Manden, der kalder sig Hellnbak, forudser, at hackere vil være ude efter at udnytte spilcomputerne til distribuerede DoS-angreb, hvor de anvendes til at lamme andre computere.
Et andet potentielt angrebsmål vil være høje pointtal og snydekoder, så man let kan vinde over dem, man spiller mod.
Microsofts Xbox er den første spilcomputer, der leveres med indbygget netværksforbindelse. I august kommer Sony med et udvidelsesmodul til Playstation 2, der giver den netværks- og modem-forbindelse.
At der er interesse for at bryde sikkerheden i Xbox fremgår af, at der allerede er udviklet chips, der omgår sikkerhedssystemet i boksen. De gør det muligt at afvikle andre programmer end Xbox-spil på computeren.