Hver anden inficeret pc har trojansk hest

Artiklen blev oprindeligt publiceret den 27/10/2006

Trojanske heste eller botnet-programmer blev fundet på halvdelen af de computere, Microsoft har renset for skadelige programmer i første halvår. Mail-orme var den næstmest udbredte trussel.

Det fremgår af den første Microsoft Security Intelligence Report. Rapporten bygger blandt andet på tal fra det værktøj, der hver måned scanner pc'er for skadelige programmer som led i udsendelsen af sikkerhedsrettelser.

I første halvår 2006 fjernede værktøjet godt 10 millioner eksemplarer af skadelige programmer fra knap 4 millioner forskellige computere. Den mest udbredte form for program var trojanske heste med bagdøre og botnet-programmer. De blev fundet på halvdelen af de inficerede pc'er. Det er et fald i forhold til andet halvår 2005, hvor 68 procent af de inficerede var ramt af den type software.

Nummer to på hitlisten var mail-baserede trusler. Det dækker både mail-orme og programmer, der udsendes som spam, men som ikke selv kan videresende sig. Her var der en lille stigning i forhold til andet halvår 2005.

Trusler, der spredes via peer-to-peer-programmer, ramte 17 procent af de inficerede. Det er en fordobling i forhold til andet halvår 2005. Stigningen skyldes primært, at værktøjet er begyndt at fjerne ormen Alcan.

Links