Microsoft frigiver gratis sikkerhedsværktøjer

Artiklen blev oprindeligt publiceret den 10/11/2006

Værktøjer fra manden, der opdagede Sonys brug af rootkit på kopibeskyttede musik-cd'er, er nu gratis tilgængelige på Microsofts websted.

Microsoft købte i sommer webstedet Sysinternals, som var oprettet af blandt andre Mark Russinovich. Det indeholdt en række system- og sikkerhedsværktøjer til Windows.

Mark Russinovich blev kendt i brede kredse, da han med sine værktøjer kunne afsløre, at Sony anvendte rootkit-teknologi til at skjule firmaets antikopieringssoftware på visse musik-cd'er. Det er en teknik, som ellers kun bruges af hackere.

Alle værktøjerne fra Sysinternals ligger nu på Microsofts websted. Dog er kildekoden ikke længere tilgængelig. Endvidere er der kommet et nyt værktøj til: Process Monitor, som kan bruges til at overvåge, hvilke processer der kører på en pc. Det skriver bladet Infoworld.

Links