Virus beskytter sig mod virtuel maskine

Artiklen blev oprindeligt publiceret den 23/11/2006

Flere skadelige programmer nægter nu at køre under de virtuelle maskiner, som sikkerhedsforskere ofte anvender.

En virtuel maskine er et program, der giver sig ud for at være en computer. Sikkerhedsforskere bruger gerne virtuelle maskiner til at teste nye virus og andre former for skadelige programmer. På den måde kan programmet testes i et beskyttet miljø, hvor det ikke kan gøre skade på den pc, det kører på.

Ifølge SANS Internet Storm Center er udviklerne af skadelig software blevet opmærksomme på, at deres programmer på den måde kan testes. Derfor indlægger de nu tjek for, om programmet kører på en virtuel maskine. Hvis det gør det, nægter programmet at køre.

Det gør sikkerhedsforskernes arbejde lidt vanskeligere. Til gengæld har et par af webstedets læsere foreslået, at man kunne få en rigtig pc til at ligne en virtuel maskine – på den måde ville programmerne så ikke kunne køre på den.

Links