Rumænsk hacker angreb 150 computere

Artiklen blev oprindeligt publiceret den 5/12/2006

USA forsøger at få udleveret en rumæner, der anklages for at have overtaget over 150 computere. NASA var blandt ofrene.

De rumænske myndigheder har anholdt manden, der siden er blevet løsladt på kaution. USA mener, at han var leder af en hackergruppe, der kaldte sig "WhiteHat Team".

Gruppen skal have overtaget over 150 computersystemer, der tilhører de amerikanske myndigheder. Blandt dem var flere NASA-computere, der blandt andet blev brugt til at indsamle og behandle data fra rumfartøjer.

Rumæneren er ikke anklaget for at stjæle data, men for at øve hærværk mod systemerne. Således indlagde gruppen beskeder om, at den havde hacket sig ind på systemerne. Derfor frygtede ejerne, at systemerne ikke længere var til at stole på. Ifølge nyhedstjenesten Dark Reading blev der i alt brugt næsten halvanden million dollars på at finde og fjerne sårbarheder i systemerne.

Anklagen omfatter ti anklagepunkter. Hvis rumæneren findes skyldig i dem alle, kan han få op til 54 års fængsel.

Links