Microsoft fjerner flere virus

Artiklen blev oprindeligt publiceret den 25/10/2007

Microsofts månedlige scanning efter skadelig software fjernede flere programmer i første halvår end tidligere.

"Værktøj til fjernelse af skadelig software" er et program, som Microsoft kører hver måned på de pc'er, der har slået Automatiske opdateringer til. Værktøjet kan finde og fjerne nogle af de mest udbredte virus, orme og trojanske heste.

I første halvår 2007 fjernede værktøjet skadelige programmer fra en ud af 217 pc'er, det kørte på. Det er en stor stigning i forhold til 2006, hvor der i gennemsnit blev fundet skadelig software på en ud af 409 computere.

Det fremgår af rapporten "Microsoft Security Intelligence Report" for første halvår 2007, som Microsoft netop har udsendt. Rapportens forfattere forklarer stigningen med, at værktøjet dels er blevet bedre til at opdage nogle af de kendte trusler, dels er udvidet med nye trusler, som det nu kan finde og fjerne. I juni kunne programmet genkende 89 former for skadelige programmer.

Rapporten viser også, at væsentligt færre pc'er med Windows XP Service Pack 2 eller Vista er ramt i forhold til ældre Windows-versioner.

Værktøjet blev i første halvår afviklet 1,9 milliarder gange. Mens mængden af fjernelser er stigende, er mængden af infektioner pr. pc nogenlunde konstant: Den gennemsnitlige inficerede pc får fjernet 2,2 skadelige programmer.

Links