Forskere knækker garagelås

Artiklen blev oprindeligt publiceret den 8/4/2008

Et system, der bruges til trådløse garagelåse og andre sikkerhedssystemer, er blevet knækket. Forskere viser, hvordan man kan kopiere nøgler.

Et hold tyske og iranske sikkerhedsforskere har undersøgt sikkerheden i systemet Keeloq. De har fundet frem til tre former for angreb, der gør det muligt at opsnappe den hemmelige kodenøgle, som systemet bruger til at kryptere kommunikationen mellem en elektronisk nøgle og låsen.

Et fjerde angreb gør det muligt at sætte et Keeloq-system ud af drift.

Forskerne har formået at knække sikkerheden både i hardwarebaserede og softwarebaserede systemer. Sårbarhederne ligger blandt andet i den krypteringsalgoritme, som Keeloq har anvendt i de tyve år, systemet har eksisteret.

"Hvis de havde offentliggjort algoritmen for tyve år siden, ville de have opdaget fra starten, at den var usikker. Nu er det lidt for sent, fordi den allerede er indbygget i garager og biler," siger en af forskerne, Timo Kasper, til The Register.

Firmaet bag Keeloq, Microchip, oplyser, at angrebsmetoderne kræver detaljeret viden om det system, man vil angribe. De mener, at risikoen hovedsagelig er teoretisk.

Links