Computervirus ligner rigtige virus

Artiklen blev oprindeligt publiceret den 22/7/2002

Godt nok hoster pc'en ikke, når den er blevet smittet med virus. Men alligevel minder computervirus meget om deres navnebrødre i biologiens verden. Det konkluderer Rod Daniels fra det engelske National Institute of Medical Research i rapporten "Virtual virology".

Blandt fællestrækkene er, at begge typer virus er opbygget af "byggeklodser". Og de forklæder sig for at kunne inficere systemer.

På samme måde finder man også fællestræk, når det gælder bekæmpelsen af virus: Antivirusprogrammer og menneskets immunforsvar lærer at genkende virus, så de ikke bliver smittet igen.

Jack Clark, der har været med til at udarbejde rapporten på vegne af antivirusfirmaet McAfee, siger til nyhedstjenesten Vnunet, at forskningen fik ham til at se på virus med biologens øjne:

"Vi blev klar over, at medicinske forskere er bedre til at foretage risikovurdering af virus," siger han. Som eksempel nævner han problemet med, at hvert antivirusfirma har sin egen navngivning og risikovurdering af virus. I den medicinske verden samles viden, og alle følger de samme retningslinier, når de vurderer risikoen.

Links