Hackere stjal 40 mio. kortnumre via trådløse net

Artiklen blev oprindeligt publiceret den 6/8/2008

USA's justitsministerium har sigtet 11 personer for at have stjålet og solgt mindst 40 millioner kreditkortnumre.

Ministeriet beskriver sagen som den hidtil største sag om identitetstyveri og hacking. Blandt de 11 personer kommer tre fra USA, en fra Estland, tre fra Ukraine, to fra Kina og en fra Hviderusland. Den sidste anklagede kendes kun under et dæknavn, det vides ikke, hvor han hører til.

Ifølge anklagerne har amerikanerne i banden hacket sig ind på trådløse netværk tilhørende en række store detailhandelskæder. Blandt ofrene var TJX Companies, OfficeMax, Barnes & Noble og Sports Authority.

Når hackerne havde fået adgang til det trådløse net, trængte de videre ind i firmaernes netværk og fik adgang til oplysninger om de kreditkort, som kunder betalte med. De installerede snifferprogrammer, der opsamlede informationerne.

Oplysningerne om kreditkort blev gemt på krypterede servere i Østeuropa. De blev derefter solgt eller misbrugt i en international ring, hvor de øvrige anklagede medvirkede. En enkelt af de anklagede menes at have tjent over 11 millioner dollars på salget.

Tre af de 11 sigtede er anholdt i sagen.

Links