Branchegruppe bekæmper botnet

Artiklen blev oprindeligt publiceret den 31/10/2008

En branchegruppe, der bekæmper misbrug af mailsystemer, sætter nu ind mod truslen fra botnet.

Messaging Anti-Abuse Working Group (MAAWG) har sat bekæmpelsen af botnet på dagsordenen. Det skyldes, at en stor del af spam udsendes fra pc'er i botnet. Det er pc'er, som uden deres ejers vidende misbruges af bagmænd.

Gruppen vil udvikle retningslinjer for, hvordan man bedst bekæmper truslen fra botnet. De skal gerne være klar efter næste møde, der finder sted til februar.

På mødet vil man se på, hvad man kan gøre ved de pc'er, der indgår i botnet. Man vil også overveje, hvordan man kan lære pc-ejere at undgå at blive ramt eller at fjerne en infektion fra pc'en, siger gruppens formand, Michael O'Reirdan, til Network World.

"På mødet vil vi blandt andet diskutere, om vi skal anbefale, at internetudbydere er med til at betale for antivirus og firewalls på kundernes pc'er. Og skal internetudbydere kunne sige nej til en kunde, hvis han ikke har antivirus eller firewall installeret?" siger han.

Blandt medlemmerne af MAAWG er store mail-udbydere som Yahoo og AOL.

Links