Spam giver få kunder

Artiklen blev oprindeligt publiceret den 11/11/2008

Ved at udsende spam over Storm-botnettet har forskere vist, at der er penge at hente, selvom kun meget få modtagere reagerer på reklamerne.

En gruppe forskere fra to amerikanske universiteter har hacket sig ind på Storm-botnettet. De benyttede deres adgang til at udsende spam, som reklamerede for blandt andet potenspiller.

Hvis man klikkede på linket i mailen, kom man til en webside, hvor man kunne købe varerne. Før købet blev gennemført, fik brugeren dog i stedet en fejlmeddelelse.

Forskerne udsendte næsten 350 millioner spam-mails over en periode på 26 dage. De førte til 28 salg af varer med en gennemsnitspris på omkring 100 dollars.

Eksperimentet ville have givet en omsætning på 2.732 dollars.

I rapporten understreger forskerne, at det ikke ud fra deres resultater er muligt at generalisere. Men hvis man havde udnyttet hele Storm-botnettet, og hvis indkøbene var jævnt fordelt, ville man på et år kunne få en omsætning på omkring 3,5 millioner dollars.

Hvor stort overskuddet ville være, er sværere at sige. Dels skal man kende indkøbsprisen på varerne, dels skal man vide, hvor meget bagmændene betaler for at bruge Storm-botnettet.

Forskerne fremsætter den hypotese, at bagmændene bag spam-kampagnerne kan være de samme som dem, der driver selve botnettet. Derved slipper de for at betale for adgangen.

Links