Lukning af udbyder bremser spam

Artiklen blev oprindeligt publiceret den 14/11/2008

Både mængden af spam og aktiviteten på botnet faldt, efter at en internetudbyder i USA blev lukket.

Internetudbyderen McColo mistede en af sine forbindelser til internettet, da udbyderen Hurricane Electric for nylig kappede forbindelsen til dem. Derved mistede McColo en stor del af sin båndbredde ud til internettet.

Det skete, efter at artikler i avisen Washington Post og en rapport fra gruppen Hostexploit.com hævdede, at McColo stod bag en stor del websteder med skadeligt eller ulovligt indhold.

Ifølge rapporten "McColo - Cyber Crime USA" kørte der således 24 kontrolservere, der styrede botnet, på firmaets del af internettet.

Efter at Hurricane Electric trak stikket ud, faldt mængden af spam. Mail-udbyderen MX Logic så en halvering i forhold til det normale niveau. Firmaet observerede også faldende trafik fra botnettet Srizbi.

En anden udbyder af mail-sikkerhed, IronPort, registrerede et fald i spam på næsten to tredjedele.

Links