Kreditkort er den mest populære hælervare

Artiklen blev oprindeligt publiceret den 25/11/2008

It-kriminelle satte i løbet af et år varer for 276 millioner dollars til salg på internettet. Kreditkortnumre var den mest populære vare.

Det fremgår af rapporten "Report on the Underground Economy," som sikkerhedsfirmaet Symantec netop har udsendt. Beløbet på de 276 millioner dollars (cirka halvanden milliard kroner) fremkommer ved at lægge prisen sammen for alle de varer, som blev udbudt på undergrundswebsteder, -chatsystemer og ad andre veje.

Den mest udbudte vare var kreditkortnumre og tilknyttet information om dem. Nummer to var kontooplysninger fra bankkonti, betalingstjenester, netbanklogins og lignende.

Køb og salg af de ulovlige varer foregår via undergrundens egne websteder og chatsystemer. 45 procent af serverne befinder sig i Nordamerika, 38 procent i Europa, Mellemøsten eller Afrika, 12 procent i Asien eller Stillehavslandene og fem procent i Sydamerika.

Links